Basico Sylvester Karriereblog

Øbo-mentalitet, faglig nysgerrighed og en lyst til at yde ekstraordinær service

Læsetid: 8 minutter

KARRIEREMAILEN
Giver dig nys om åbne stillinger, artikler om konsulentlivet og guldkorn til jobjagten.
TILMELD DIG
Julie Berger-Schøn

Julie Berger-Schøn

Senior Communication Consultant

01. januar 2024

Sylvester har altid taget en udfordring op. Lige fra at lære at mestre en ethjulet cykel i sin barndom på Samsø til at skabe sit eget brætspil og bygge sin egen tømmerflåde. Den samme passion og det samme engagement bruger Sylvester, når han skal løse komplekse kundeopgaver inden for spændingsfeltet mellem finans og IT. Læs med, og få et indblik i Sylvesters karrierevej i Basico, og lad dig inspirere til dit næste hobbyprojekt. 

Siden Sylvester var barn, har han været drevet af interessen for finans og IT og lysten til at udforske verden. Enten løb han rundt på Samsøs snoede veje på udkig efter noget nyt at give sig til, eller også kiggede han på aktier i avisen og drømte om at blive børsmægler. Men uanset hvad han har lavet, har det altid været med nysgerrigheden som drivkraft. Et træk, han mener at have arvet fra sin entreprenørfamilie. 

”Mine forældre flyttede til Samsø som unge og har drevet alt fra hotel og restaurant til tøjbutik og IT-firma. Som barn har jeg derfor arbejdet både som tjener, opvasker og altmuligmand i mine forældres forretninger. Så man kan næsten sige, at det at være serviceorienteret og nysgerrig er kommet ind med modermælken,” indleder Sylvester vores snak med et grin. 

Turen går til København  

Som teenager valgte Sylvester at forfølge sin drøm om at blive børsmægler og drog mod København. Mulighederne for uddannelse var nemlig ikke de største på Samsø. Han begyndte på Niels Brock, og efter et sabbatår var CBS på agendaen.  

”Ved siden af min uddannelse fik jeg et studiejob i en kapitalfond, og efter studiet arbejdede jeg to år som Business Controller. Det var enormt spændende og lærerigt, men jeg kunne mærke, at jeg savnede at komme tættere på mennesker og arbejde mere projektorienteret,” fortæller Sylvester.  

”Jeg søgte derfor ind som konsulent i Basico, og det viste sig, at afdelingen Finance IT Services er lige noget for mig. Her er jeg tit ude hos kunder og snakke om deres udfordringer og potentiale ift. at digitalisere og automatisere finansfunktionen. Det kræver samarbejde og en forståelse for kundens behov,” fortsætter han.  

Passionen for finans og IT satte retningen for karrieren

Som nævnt i begyndelsen af artiklen, har Sylvester altid haft en interesse for IT, og som konsulent kan han kombinere den interesse med sin finansfaglige baggrund i FP&A-teamet – et team, han beskriver som unikt.  

”Jeg får rigtig meget ud af at have det finansielle fundament på plads. I vores team arbejder vi meget med kundernes finansafdeling og deres finansielle processer, så det er vigtigt, at vi hurtigt kan forstå forretningen, når vi fx hjælper dem med budgetter og forecasts,” forklarer Sylvester.   

”Jeg er ikke ekspert i programmering, og min uddannelsesbaggrund er mere målrettet finans end IT, men jeg har en kæmpe trang til at lære, og jeg er enormt passioneret omkring IT af natur. I Finance IT Services er vi mere generalister end andre IT-konsulenter, og vi er mere specialiserede end mange finansfolk. Derfor kan vi trække meget på hinandens kompetencer, fx når et projekt skifter fase,”

”Når jeg fx har leveret en budgetmodel, vil det være naturligt, at nogle af mine Power BI-kollegaer tager over i næste fase. Det gør, at jeg kan mærke, at fagligheden i Basico spænder virkelig bredt, både på tværs af vores servicelines og de selvstændige konsulenter, vi samarbejder med,” understreger Sylvester.  

Øbo-kulturen vil altid være en del af DNA’en

Selvom Sylvester har taget en kandidatuddannelse i finansiering og krydret den med lidt IT-kundskaber, så har han aldrig lagt servicegenet fra sig.   

Da jeg er opvokset på Samsø, har jeg nok taget noget af den øbo-mentalitet med mig, som du får ude på øen. På Samsø taler alle med hinanden, og når du fx sidder på den lokale café, Købmandsgården, er der altid nogle, du kender. Det kan jeg godt savne i København, så det er enormt dejligt, at jeg, som konsulent, kommer rundt til mange typer af virksomheder og har mulighed for at møde en masse forskellige mennesker,” fortæller han.  

”Og så er jeg vild med at bruge mit servicegen på den måde, da jeg synes, det er enormt givende at komme ud og hjælpe andre mennesker,” tilføjer han med et glimt i øjet.  

Derfor går Sylvester altid ind i nye opgaver med et højt serviceniveau – og netop viljen til at gøre kunderne glade og gøre noget ekstra, som de ikke forventede, er en stor del af hans personlige motivation.  

I forlængelse fylder øbo-mentaliteten fra Samsø stadigvæk meget, selvom København har dannet base for hverdagen i mange år.  

”På det seneste er min indre øbo blevet sat på prøve. Ikke nok med at jeg blev forfremmet i sommer; jeg vandt også prisen for Årets Talent på vores årlige firmatur. Det betød meget, fordi det er mine kollegaer i hele Basico, som har nomineret og stemt på mig. Det er to kæmpe skulderklap inden for kort tid, og jeg tror helt sikkert, at mit servicegen har influeret på den måde, både kunder og kollegaer opfatter mig. På mange måder har det overgået mine forventninger, men jeg skal liiige vænne mig til den opmærksomhed,” griner Sylvester. 

Det perfekte match mellem tal og mennesker

Sylvester fortæller, at han elsker at nørde med data, men at det er kombinationen af mennesker og det lidt nørdede, der virkelig inspirerer ham. Der kan han nemlig mærke, at han udvikler sig både fagligt og personligt.  

”Som konsulent har jeg mulighed for at lære og udvikle mig meget – der er nye udfordringer hver dag, og mit første år som konsulent har uden tvivl været det mest lærerige år, jeg nogensinde har haft,”

”Fx har jeg hjulpet en kunde med at udvikle et værktøj, som kan optimere ressourceplanlægningen i en produktionsvirksomhed. De oplevede en stor arbejdsbyrde ifm. planlægningsprocessen af produktionen. 
Der skulle mange brugere fra forskellige dele af forretningen på systemet, hvilket betød, at stakeholder management og projektledelse var en lige så stor del af opgaven, som det tekniske,”
uddyber Sylvester og understreger sin tidligere pointe med, hvor givende det er ikke bare at hjælpe, men også at yde service ud over, hvad kunden forventede.  

Der står altid nye projekter og banker på 

Inden vi slutter samtalen, nævner Sylvester, at arbejdet som Finance IT-konsulent også har haft betydning for, hvad han laver uden for arbejdstiden. Nysgerrigheden er stadig i høj kurs, men Sylvester har også fået en trang til at skabe noget fysisk, da han ofte sidder og laver noget virtuelt.  

”Jeg kaster mig ofte over nye projekter. Jeg har bl.a. bygget et brætspil og en tømmerflåde med mine venner, og for nylig færdiggjorde jeg første forsøg på en hjemmelavet cider, der nu står og fylder, imens den venter på at blive drikkeklar,” afslutter Sylvester med et stort smil.

Billede af Sylvesters tømmerflåde

Sylvesters tømmerflåde

Er du nysgerrig efter mere?

Synes du, at Sylvesters karrierefortælling er interessant, og vil du vide mere om, hvad Basico har at byde på? Så sving forbi  vores åbne stillingsopslag, eller besøg vores faglige blog, der er spækket med interessante kundecases.