Performancesamtalen

Fem gode råd til din performancesamtale

Læsetid: 6 minutter

KARRIEREMAILEN
Giver dig nys om åbne stillinger, artikler om konsulentlivet og guldkorn til jobjagten.
TILMELD DIG

Performancesamtale, udviklingssamtale, MUS … kært ‘corporate’ barn har mange navne. Uanset hvad I kalder samtalen i din virksomhed, finder den ofte sted i efteråret. 

Performancesamtalen deler vandene; nogle elsker, at der er fokus på dem og deres udvikling, og andre synes, at det er tåkrummende og angstprovokerende, at det hele pludselig handler om dem. 

Men den kan faktisk være utroligt værdiskabende for både dig og den organisation, du arbejder i. 

Samtalen er en anledning til at hoppe op i helikopteren – og se ud over den daglige travlhed og listen med to-dos – for i stedet at fokusere på din faglige og personlige udvikling. Det er både i din og din organisations interesse, at du tilegner dig nye kompetencer og videreudvikler dine nuværende. Det øger din markedsværdi og gør dig dygtigere til dit arbejde, så du kan skabe større værdi for din arbejdsgiver. 

Men hvilke spørgsmål kan du stille til din leder? Og hvordan forbereder du dig bedst muligt? 

Det kan du blive klogere på lige her, hvor vi giver dig fem gode råd til din performancesamtale, så du undgår at løbe ind i de største MUS(e)-fælder. 

1. Start med at reflektere over dine egne mål. 

Inden du begynder at forberede konkrete spørgsmål, så er det en god idé at starte med at reflektere over din nuværende situation på arbejdet. 

Spørg dig selv: Hvad engagerer og motiverer dig i hverdagen? Hvilke opgaver vil du gerne blive bedre til? Hvad er det, du gerne vil lære enten fagligt eller personligt? 

Og efterfølgende kan du vurdere det ift. dine langsigtede karriereplaner, og hvordan du har det nu. Tag udgangspunkt i, hvad du godt kunne tænke dig, og hvordan du ser dig selv på sigt. 

2. Lav en kompetenceevaluering af dig selv. 

Hvad forventes der egentlig af dig i din stilling? Hvad er dine styrker, og hvor har du behov for udvikling? Er forventningerne til dig og din opgaveløsning klare og forståelige? 

Tænk også over, hvad det modsatte af dine styrker er – og om der er situationer, hvor det er gavnligt at vise nogle andre kompetencer eller lære nogle nye. 

Er der noget, du skal gøre mere af, mindre af, begynde på eller holde op med? 

Det er en rigtig god idé at spille med åbne kort til din performancesamtale og blive klogere på dine egne styrker og kompetencer. På den måde virker du også reflekteret og signalerer, at du gerne vil udvikle dig. 

3. Hvordan passer din brik ind i puslespillet? 

En kæde er ikke stærkere end det svageste led. 

Sådan er det også i et team. 

Tænk derfor også over, hvordan du har det i det team, du sidder i. 

Oplever du samspil og samarbejde i afdelingen, i teamet og med ledelsen? Er der noget, du oplever som svært? Og hvad oplever du går godt? 

Små ændringer kan nemlig skabe store forandringer i det lange løb og kan være med til at skabe nye, bedre vaner, så det er vigtigt at mærke efter og fortælle om, hvordan du har det. 

4. Det er ikke en hyggesnak … 

… Men heller ikke en skemaøvelse, hvor du blot skal sætte krydser i de prædefinerede kasser med din leder. 

Glæd dig over, at du har en anledning til at sætte fokus både på, hvordan du bidrager til virksomheden, og på din egen udvikling. 

Reflekter derfor også over virksomhedens strategi, da værdien af en performancesamtale eller MUS kan være et redskab til organisationsudvikling. 

Spørg dig selv, hvad du kan bidrage med i forbindelse med virksomhedens strategi, så der kan justeres på din medarbejderrolle og dine aktiviteter for at nå de strategiske mål. 

Derfor er det også rigtigt vigtigt, at du forbereder dig på de samtalepunkter, du gerne vil gennemgå. Det skal nemlig helst være en samtale, hvor du som medarbejder fortæller mest. 

5. Få lavet en god plan for opfølgning på udviklingen. 

For at din performancesamtale ikke går i glemmebogen i hverdagen, er det en god idé at få lavet en handlingsplan eller opfølgende møder. 

Tænk i den forbindelse over, hvad du gerne vil snakke om, og hvad du har brug for, for at du udvikler dig, bliver inspireret og føler dig motiveret. Handlingsplanen kan fx indeholde få og konkrete handlinger med frister og aftaler. 

På den måde får I også en god forventningsafstemning og får afklaret, hvilke ressourcer der er behov for, for at du kan nå målene. 

Jeg håber, at ovenstående har bidraget til, at du trygt kan gå in ad døren til din performancesamtale med din leder. 

Spørgsmål, der hjælper MUS-samtalen godt på vej 

  • Hvad er dine forventninger til mig og min rolle? 
  • Inden for hvilke områder ser du, at har jeg brug for at udvikle mig? 
  • Jeg kan virkelig godt lide at arbejde med … kan vi skabe flere muligheder for det?
  • Hvordan kan jeg fortsætte med at viderebygge mine styrker til min karriereudvikling? 

Har du spørgsmål ... 

... Eller vil du vide mere om karrieremulighederne i Basico? Læs om alle vores forskellige karrieremuligheder her, og se vores ledige stillinger her.