Det gik godt med økonomien i mange danske virksomheder indtil for ganske nylig. Men coronakrisen er kommet som en tyv om natten, og mange virksomheder er nødt til hurtigt at finde måder at reducere omkostningerne på, hvis de skal komme ud på den anden side med skindet på næsen.
Don’t panic!
Vi står i en situation, vi aldrig har prøvet før. Det er skræmmende, og det er let at blive grebet af en trang til at handle her og nu – men inderst inde ved vi godt, at vi ikke skal gøre noget overilet. Hurtige beslutninger, der ikke er tænkt til ende, kan have uheldige konsekvenser på den anden side af krisen og ende med at medføre større omkostninger end besparelser.
Et godt forarbejde er afgørende, selvom der skal handles hurtigt. Tag dig derfor tid til at gøre dit analysearbejde, så du er sikker på, at de beslutninger, du træffer, også er de rigtige beslutninger, når du ser tilbage om et halvt eller et helt år.
Det handler om at finde så skånsomme og gode løsninger som muligt, hvis du er nødt til at skære ned – overvej, om du kan iværksætte midlertidige løsninger, der kan hjælpe dig gennem krisen her og nu, men som du kan ophæve, når din virksomhed igen er kommet på fode.
Første skridt: Få overblik over dine omkostninger
Det er meget svært – for ikke at sige umuligt – at optimere noget, du ikke har det fulde overblik over. Inden du derfor beslutter dig for, hvilke tiltag du ønsker eller bliver nødt til at tage, bør du danne dig et overblik over dine udgifter. Overblikket og en hurtig analyse af udgifterne sætter dig i stand til at lave de rigtige prioriteringer, der giver den bedste effekt på den korte bane – uden at skade (alt for meget), når vi kommer ud på den anden side af krisen.
Når du har et samlet overblik over omkostningerne til dine leverandører, vil det måske blive synligt, at du ikke har modtaget de rabatter, du har forhandlet dig til, fakturaer kan være fejlfakturerede, momsen kan være fejlberegnet, eller fakturaer kan være blevet dobbeltfakturerede. En cost recovery-øvelse medfører ofte nogle positive overraskelser.
Næste skridt: Få overblik over dine kontrakter
Når du har fået overblik over, på hvilke områder du muligvis vil kunne reducere omkostningerne i en periode, er tiden kommet til at gå et spadestik dybere: Så er næste skridt at se nærmere på dine leverandører og dine kontrakter.
I denne tid er det vigtigt at huske, at både du og din leverandør er økonomisk udfordret. Anbefalingen er derfor: Sænk paraderne, og indgå i en konstruktiv og åben dialog med dine leverandører. Fortæl om din situation, og læg op til dialog og samarbejde – på den måde kan I bedst hjælpe hinanden med at komme helskindede ud på den anden side. Dialog vil fremme muligheden for fx at lave midlertidige aftaler ift. betalingsbetingelser, rapporteringer, fremrykning af leverancer mv.
Compliance er mindst lige så vigtigt nu som før
I perioder, hvor tilpasning af omkostninger er øverst på agendaen, er det fristende at nedjustere indsatsen ift. de understøttende funktioner til kerneforretningen. Som nævnt i starten så er det nu, det handler om at tage de rigtige beslutninger – også når du ser tilbage om et halvt eller helt år.
Kriser kan medføre en højere grad af risikovillighed – og det kan ende med at blive dyrt!
Lovgivning, retningslinjer mv. gælder ikke i mindre grad, fordi virksomheder er udfordret økonomisk – derfor er det vigtigt, at du stadig prioriterer jeres indsats ift. compliance. Monitorering og løbende undervisning af medarbejderne i fx GDPR, hvidvask og anti-bribery er ikke mindre værd for virksomheden i krisetider – tværtimod. Det er vigtigt, at medarbejderne bliver mindet om virksomhedens værdier og retningslinjer – ellers kan det koste endnu mere på den lange bane.
Derudover er det også værd at huske på, at dine rigtig gode CSR-indsatser ikke skal skifte bunke fra need-to-have til nice-to-have, da CSR stadig vil være et konkurrenceparameter efter krisen. Det kan være, at strategien blot skal justeres, og at I skal prioritere de kommende tiltag på ny. Flere virksomheder med lidt overskud udviser et flot samfundsansvar i disse dage – det er i den grad med til at styrke deres brand og skabe håb hos mere udsatte virksomheder.