Komplekse processer, et fedt team og gode udviklingsmuligheder

Komplekse processer, et fedt team og gode udviklingsmuligheder

Komplekse processer, et fedt team og gode udviklingsmuligheder. Sådan er det at være Robotics konsulent i Finance IT Services. Jacob har været en del af Robotics-teamet her i Basico i seks måneder og har allerede ansvaret for egne kunder. Her fortæller han, om hans arbejdsopgaver, hans hverdag og det fede ved at være en del af teamet.

Hvad består dine arbejdsopgaver af?

Noget af det mest interessante ved jobbet er, hvor mange forskellige arbejdsopgaver man egentlig har. En stor del af tiden sidder man selvfølgelig og udvikler processer for en kunde, men man bruger også meget tid på det forudgående arbejde. Det at sidde sammen med en kunde og analysere forskellige processer med henblik på at få dem automatiseret er enormt spændende. Det kræver en skarp analytisk sans og en sund mængde forretningsforståelse. Man får et helt unikt indblik i de forskellige processer, og man lærer meget om, hvordan forskellige industrier fungerer. Derudover er der også projektledelsesdelen – ansvaret for, at et projekt kommer i mål til tiden. Så underviser jeg også ret ofte i robotics, hvilket altid er en hyggelig oplevelse.

Hvordan ser dine arbejdsdage ud?

Det varierer meget. Nogle dage sidder man ude hos en kunde og arbejder på en proces. Det kan være enormt sjovt, og det er naturligt at man får et tæt samarbejde med de ansatte. Andre kunder giver os adgang til deres systemer via fjerndesktop – i de tilfælde kan man så sidde på kontoret og arbejde, hvilket også er hyggeligt, da man så får muligheden for at bruge tid med sine kollegaer. Så er der også dage, hvor jeg er ude og afvikle robotics-kurser for forskellige interessenter. Det kan både være interne kurser, hvor en virksomhed sender x antal deltagere, men det kan også være åbne kurser, hvor der er deltagere fra flere forskellige virksomheder. Derudover kan der også være et par rejsedage om måneden. Her rejser vi typisk ud til udenlandske kunder og hjælper dem med en kombination af kurser og procesplanlægning, hvilket er enormt spændende. Til sidst kan man selvfølgelig også nævne de lidt mere sporadiske opgaver, som kan dukke op i ny og næ. Det kan f.eks. være deltagelse i et salgsmøde, demonstrationer af robotics på store konferencer osv.

Har du ansvar for egne kunder?

Ja, det har jeg. Der ligger et stort stykke arbejde i det. I sidste ende så er det jo vores mål at skabe værdi for vores kunder, så hvis de ikke er tilfredse med det, som vi har leveret, så har vi ikke levet op til vores egen vision. Men det er også en af de mest fascinerende dele af jobbet. Dels fordi man får skabt nogle gode relationer til en række nøglepersoner i nogle spændende virksomheder, dels fordi det er et enormt ansvar at skulle sørge for overlevering m.m. Intet overgår fornemmelsen af at afslutte et større projekt hos en kunde, som er tilfreds med ens arbejde. Følelsen af stolthed, som et vellykket projekt kan fremkalde, er nok den mest motiverende faktor for mig personligt.

Hvordan samarbejder du med dine kollegaer? 

Vi samarbejder utroligt meget. Det kan være alt fra et hurtigt opkald, hvis man har et spørgsmål om en detalje, til at vi sidder sammen og arbejder på en proces. Der er enormt meget sparring, og mine kollegaer er fantastiske til at smide, hvad de har i hænderne og hjælpe en, hvis man oplever problemer. Når vi er ude at undervise, er vi typisk også to konsulenter sammen, hvilket er enormt sjovt. Her får man muligheden for at lave lidt sjov med hinanden, hvilket kursisterne altid bliver underholdt af.

Hvordan ser du dine udviklingsmuligheder her i Basico?

Jeg er ret overrasket over, hvor meget jeg har i udviklet mig i min tid i Basico. Jeg havde aldrig arbejdet med robotics før, og et par måneder senere sidder jeg lige pludselig og arbejder med store komplekse processer i nogle af Danmarks største virksomheder. Jeg kan også mærke, at jeg er blevet god til at indtage nye informationer hurtigt, hvilket selvfølgelig er et krav, når man skal kunne bevæge sig fra proces til proces i forskellige virksomheder.

Der er mange gode udviklingsmuligheder her i Basico. Finance IT-området oplever enorm vækst i øjeblikket, og det er næsten svært at følge med. Basico sørger for, at jeg hele tiden bliver udfordret, hvilket er den mest effektive måde at udvikle sig på fagligt. Derudover så har man også gode muligheder for at fordybe sig i forskellige emner og derved specialisere sig.

Hos Basico er man også omringet af erfarne og dygtige kollegaer; mennesker, som er en slags faglige fyrtårne inden for deres respektive områder. Det giver selvfølgelig enormt meget at få lov til at samarbejde med mange af dem, både i forhold til faglig udvikling og i forhold til motivation.

Hvordan er det at være en del af Robotics-teamet?

Det sociale aspekt er enormt tiltalende. Alle besidder evnen til at kunne pjatte rundt det ene sekund og til at kunne være 100% koncentreret i det næste. Derudover er der også en faglig stolthed og nysgerrighed i teamet. Hvis en kollega har udviklet en spændende og ny løsning, så skal vi alle lige have den præsenteret og diskutere den.

Vi laver også mange ting sammen udenfor arbejdstiden. Der er både tale om de mere organiserede og formelle aktiviteter – som f.eks. en teamaften, hvor vi tager ud og spiser sammen, men også lidt mere spontane aftaler i weekenderne, hvor vi mødes til mad og drinks. Det er jo et ungt team, så det er klart, at den sociale del af arbejdet er enormt vigtigt.

Har du nogle gode råd til dem der gerne vil være en del af jeres team? 

Social intelligens er en kæmpe del af en konsulents arbejde. Evnen til at kunne læse og forstå mennesker er utroligt vigtig, og det er ikke noget, man kan læse sig frem til. Robotics er stadig nyt nok til, at mange mennesker per automatik betragter udviklingen med en sund skepsis. En vigtig del af jobbet er derfor at afmystificere robotics; at få interessenter til at forstå, hvordan det i sidste ende kan gavne dem. Man kan være nok så god til det tekniske aspekt af jobbet, men det er tit det sociale og menneskelige aspekt, som kan være afgørende.

Derudover skal man være tilpasningsdygtig. Du kan stå i en større shippingvirksomhed om mandagen og så starte et nyt projekt op i et kapitalforvaltningsselskab om tirsdagen. Det er ens eget ansvar at være 100% forberedt.

Et sidste råd: Bevar altid roen. Verdenen er hektisk nok, som den er. Ting vil gå galt, det er uundgåeligt. Rigtigt galt endda. Det er i sidste ende din evne til at håndtere netop disse situationer, som kan være forskellen på succes og fiasko.

- Jacob, Robotics Consultant i Finance IT Services.

Kunne du også tænke dig at være en del af Robotics teamet? Så søg stillingen som Robotics Development Consultant lige her.

Vil du være et skridt foran dine kollegaer?

Tilmeld dig Basicos nyhedsmail og få inspiration til forandring og udvikling. 

Du modtager samtidig abonnement på online-udgaven af Content, Basicos faglige magasin, hvor vi i en række spændende artikler inspirerer dig og din virksomhed til at skabe et stærkt fundament for vækst og udvikling.

TIlmeld dig her