Man må gerne være ambitiøs …

Man må gerne være ambitiøs …

Man kommer ikke sovende på verdensranglisten i badminton. Hårdt arbejde, disciplin og konkurrence har været en del af Kasper Fangels liv, siden han var ganske ung og startede sin karriere som professionel badmintonspiller. Han har siden skiftet spor, men har taget sin dedikerede og arbejdsomme tilgang med sig ind i rollen som Head of Group Finance i ISS. I 2019 blev han kåret som en af finans­verdenens ’Rising Stars’, og han er spået en stor fremtid som en af morgendagens CFO’er.

 

Vi har sat Kasper Fangel stævne i ISS’ domicil i Søborg.

"Jeg vil være ligesom mig selv." Han forklarer, at han ikke som sådan har et forbillede i sin karriere, men at der ikke er tvivl om, at det at være en god leder er hjerteblod for ham.

”Jeg går meget op i, at folk kan stole på mig, og at jeg viser med substans, at det er tilfældet. Det er så nemt at sige, men det er ikke noget, jeg bare siger. Det er vigtigt for mig at stå op for mine medarbejdere og kolleger, når vi har aftalt, at vi går ud med et nyt initiativ – uanset hvem det er, der står foran én”, fortæller Kasper Fangel og fortsætter:

”Jeg går meget op i ærlighed og høj integritet. Samtidig går jeg op i, at tingene bliver lavet til bedste standard. Når vi kommer med noget, så skal det være ordentligt, og det skal være af høj kvalitet. Så jeg er sikker på, at mit team vil sige, at jeg er en krævende person, hvis I spørger dem … men forhåbentlig vil de også sige, at jeg er fair. Og at det er motiverende at arbejde i samme team som mig.”

Professionel badmintonspiller – med spirende interesse for finans
Kasper Fangel er født og opvokset i Aarhus og startede i en tidlig alder med at spille badminton. Det udviklede sig til, at han blev professionel badminton­spiller som 18-årig – og nordisk mester som 19-årig. Det betød, at han kom på landsholdet og begyndte at spille badminton på fuld tid.

Det indebar også, at Kasper Fangel flyttede til København og startede på en uddannelse, da det var en forudsætning for at være en del af Team Danmark-træningen.

”Jeg valgte egentlig lidt i blinde og tog en HA Almen. Den var normeret til tre år, men jeg tog den på fire år, så jeg havde tid til at rejse rundt og konkurrere. Jeg blev mere og mere glad for studiet og mere og mere interesseret i det – og jeg fandt samtidig ud af, at min drøm om at komme til OL i badminton ikke kunne realisere sig”, fortæller Kasper Fangel, som nåede at ligge nr. 32 på verdensranglisten, før han indstillede sin karriere som professionel badmintonspiller.

”Da jeg var færdig med HA Almen, havde eksternt regnskab fanget mig specielt meget, så jeg valgte at læse cand.merc.aud. og stoppede som badmintonspiller, men blev badmintontræner i stedet for. Og så tog jeg faktisk cand.merc.aud. ret hurtigt – på halvandet år. Jeg var superinteresseret i studiet og vidste, at det var regnskab, økonomi og finans, som jeg havde lyst til at beskæftige mig med.”

 

ISS
ISS (International Service System) blev grundlagt i København i 1901 og er i dag en af verdens førende udbydere af facility services. ISS tilbyder en række forskellige serviceydelser, bl.a. rengøring, ejendomsservice, catering, supportservice, sikkerhed og facility management.

ISS har flere end 500.000 medarbejdere og mere end 200.000 kunder i 75 lande. I 2018 havde ISS-koncernen en global omsætning på 73,5 milliarder kroner.

 

Trænergerningen vakte passionen for ledelse
Efter sin studietid begyndte Kasper Fangel sin finanskarriere i PwC, hvor han var i tre år. Men han kunne ikke se sig selv som revisor resten af livet. Derfor søgte han ind hos ISS, hvor han nu har været i ti år.

Sideløbende med starten i ISS blev Kasper Fangel træneransvarlig for badmintonteamet Skælskør-Slagelse, hvor Bernd Griese (den daværende topchef for Harboe, red.) havde en nøgle­rolle som sponsor og rådgiver – og det var i den forbindelse, at han begyndte at interessere sig rigtig meget for ledelse.

”Hvis du ikke kan få de bedste individuelle spillere til at agere som et hold, så nytter det ikke noget. I Skælskør-Slagelse havde vi gode økonomiske forudsætninger, men vi havde svært ved at bryde igennem og vinde det danske mesterskab. Men det lykkedes til sidst”, fortæller Kasper Fangel og fortsætter:

”Jeg tror, at det er rigtig vigtigt i både sport og business at have en kultur, hvor alle kan give deres holdning til kende. Og at man som leder lytter til de gode input, der kommer fra teamet. Men når der er truffet en beslutning, og folk har givet deres besyv med, så skal man sikre, at alle bakker loyalt op om beslutningen – uagtet den holdning de har.”

Han forklarer, at de havde Danmarks bedste spillere i Skælskør-Slagelse, men spillerne havde alle stærke holdninger, og det var vanskeligt at få dem til at bakke op om beslutningerne. Han mener, at det var en af de vigtigste årsager til, at de skulle kæmpe sådan for at vinde det danske mesterskab.

”Det nytter ikke noget, at den bedste spiller på holdet står ude ved hjørneflaget og ikke løber efter bolden, for så vinder holdet ikke. Folk skal blive hørt og have feedback, men skal samtidig også forstå vigtigheden i, at teamet er over individet.”

Fra Business Controller til Head of Group Finance
Kasper Fangel begyndte sin karriere i ISS som Business Controller, og i dag sidder han som Head of Group Finance, hvor han arbejder tæt sammen med koncernledelsen og forretningen. Som Head of Group Finance har han bl.a. ansvar for den eksterne revision og for kommunikationen med adskillige andre eksterne interessenter.

Han har fået lov at prøve kræfter med mange forskellige positioner og ansvarsområder hos ISS, og rejsen har indebåret en stilling som Regional Finance Manager, kommercielt ansvar for en af virksomhedens største kontrakter, en udstationering i USA som finansansvarlig for den nordamerikanske forretning og en position som Regional CFO for den vesteuropæiske del af forretningen.

”Jeg er glad og meget ydmyg for, at jeg har prøvet så mange forskellige ting i ISS. Det gør, at jeg ved, hvordan folk føler, når der kommer forskellige ting op. Jeg ved, hvordan det bliver adresseret de forskellige steder i vores forretning – og jeg kan meget hurtigt kredse mig ind på, hvad der er issuet, og hvad kernen er. Det kan jeg kun, fordi jeg har prøvet kræfter med så mange forskellige ting hos ISS”, fortæller Kasper Fangel og fortsætter:

”Det var specielt en fed oplevelse at komme ud i driften i USA; både personligt og arbejdsmæssigt. Det lærte mig at linke finans til drift. Det lærte mig samtidig meget om, hvad de forskellige tiltag betyder for performance og folks motivation. Verden er bare ikke den samme ude i datterselskaberne, som den er inde på et hovedkontor, hvor tingene naturligt er mere polerede.”

 

 

Ærlighed går hånd i hånd med respekt
Ærlighed, høj integritet og respekt for individet gennemsyrer Kasper Fangels tilgang til at være leder. Han fortæller, at han håber, at hans medarbejdere vil sige, at de altid har mulighed for at blive hørt, og at deres input bliver behandlet på en konstruktiv og god måde.

”Jeg har været i settings, hvor stærke folk har lukket ned for gode input fra knap så stærke folk. Det er hverken godt for virksomheden eller for arbejdsklimaet, for du mister gode input fra folk, som ikke kommer til orde. Alfahanner kan godt have en tendens til at glemme, at der sidder folk, som også har en holdning, men som ikke er de første til at række hånden op af mange forskellige årsager. Men det er vigtigt for mig, at samtlige team-medlemmer kommer til orde og byder ind”, siger Kasper Fangel.

Kasper Fangels team beskæftiger sig med controlling, business partnering, FP&A (financial planning & analysis), IT-konsolidering og compliance. Han er glad for at have et godt team, men det er ikke en ambition i sig selv at have et stort team.

”For mig er det ikke en ambi­tion at have et stort team. Men det er vigtigt for mig at have et team. Det er vigtigt for mig, at man udretter noget i fællesskab, og at man har et team med ’horsepower’ til at kunne udrette noget og levere rådgivning til forretningen – og ift. at kunne ’bounce’ idéer, reflektere og sætte retningen. Man skal være åbne over for hinanden og skubbe til hinanden – men altid med respekt”, fortæller Kasper Fangel.

Det skal være A-folk
Finans er ’core’ for ISS, specielt fordi det er en lavmargin forretning. Så hvis ikke finans’ leverancer er rettidige, nøjagtige, fuldstændige og til at regne med, er det operationelt svært at drive forretningen. Derfor er det vigtigt, at teamet består af de rigtige mennesker.

Kasper Fangel ser det som altafgørende, at virksomheder formår at tiltrække og fastholde talenter. Men det kræver, at du tilbyder dem attraktive udviklingsmuligheder. Netop derfor ligger talentagendaen ham meget på sinde:

”Jeg tror, at tiltrækning af talenter er en stor udfordring for internationale og multinationale selskaber – ikke så meget at tiltrække folk på HQ-niveau. Det, som er svært, er at få A-folk til at arbejde i et datterselskab, når du har et selskab som ISS. Lad os tage Holland som eksempel – hvordan kan vi skaffe A-folk, når vi er i konkurrence med Heineken og Shell osv. i Amsterdam?”, siger Kasper Fangel og fortsætter:

”Jeg er meget fokuseret på, at de folk, vi har i vores team, skal være A-folk. Det skal være de bedste. Men det er svært at tiltrække A-folk, fordi der er få af dem. Det betyder, at man som virksomhed og som CFO skal være klar til at skabe en platform, der differentierer sig i forhold til ens konkurrenter. Det gælder i forhold til den enkeltes personlige udviklingsplan, men det handler også om at være ’real’ og have substans i, at man rent faktisk går ’all in’ for at gøre folk bedre”, siger Kasper Fangel.

Han forklarer, at virksomhedens interesse naturligvis altid skal være i højsædet, men at han mener, at det er vigtigt at have en struktur, der gør det muligt at sende talenter rundt i organisationen, så man giver dem mulighed for at udvikle sig.

Lidt bedre end i går …
Udvikling er i det hele taget fundamentalt for Kasper Fangel, og det er vigtigt for ham, at han er med til at gøre en forskel. Derfor lægger han mange ressourcer og meget energi i sit arbejde.

”Jeg tror, at min tid i elitesport har givet mig et skub ift. konkurrencegenet – jeg vil vinde. Det driver mig at stå op om morgenen og se, at vi bliver bedre og bedre for hver dag, der går. Det går jeg meget op i”, siger Kasper Fangel og uddyber:

”Selvfølgelig skal retningen og de store mål være klart definerede, men vi kommer ikke til at revolutionere noget over natten, så ligesom i sportens verden er det vigtigt for teamet og hvert enkelt teammedlem at spørge sig selv, om man kan mærke, at man hver dag bliver en lille smule bedre. Hvis man ikke gør det, så er det, fordi vi går i en forkert retning. Så er der et eller andet, der skal ændres. Så hver dag er egentlig en lille evaluering af, om vi bevæger os i den rigtige retning.”

 

"Det nytter ikke noget, at den bedste spiller på holdet står ude ved hjørneflaget og ikke løber efter bolden, for så vinder holdet ikke. Folk skal blive hørt og have feedback, men skal samtidig også forstå vigtigheden i, at teamet er over individet.”

 

Kasper Fangel mener, at det er vigtigt, at man husker sine langsigtede mål, og at man arbejder målrettet og vedholdende på at nå dem – og at man ikke lader sig fortabe i brandslukning.

”Det er rigtig vigtigt at have tålmodighed. At man sikrer, at man følger de ting igennem, som man har startet – og at man ikke pludselig ændrer prioriteter, fordi der opstår noget akut. Hvis man udelukkende har fokus på brandslukning, risikerer man, at det, man arbejdede med, som skulle gavne på den lange bane, går tabt”, siger han og fortsætter:

”Selvfølgelig opstår der af og til nogle uforudsete ting, man skal ’deale’ med. Men man skal huske at komme tilbage til det, man oprindeligt har søsat – og som man har defineret som en prioritet. For ellers er det tabt arbejde, og det er ikke nyttefuldt på nogen som helst måde.”

Det handler om at tænde gløden i maven
Konkurrencegenet og ambitionerne kommer fra Kasper Fangel selv. Han har aldrig oplevet noget forventningspres hjemmefra – tværtimod. Forældrene har flere gange sat spørgsmålstegn ved hans ambitiøse målsætninger ift. sport og karriere.

”Måske er det dét, der har motiveret mig så meget, at der ikke har været det der forventningspres på mig ift. at blive den bedste til noget. Så kan man jo selv få lov til at gå og drømme sine drømme. Det 'pusher' i hvert fald til min selvtillid og mit ’drive’ i langt højere grad end at blive presset til noget ambitions­mæssigt. Så det prøver jeg også at give videre til mine tre børn – ikke at presse dem, men derimod at engagere mig i de ting, som jeg kan se finder deres interesse”, fortæller Kasper Fangel og uddyber:

”Jeg tror, at hvis det, man vil, kommer fra hjertet, så bliver man god til det. Og så er det sådan set lige meget, om man gerne vil være svømmelærer, badmintonspiller, professionel fodboldspiller, forretningsmand eller tømrer. Hvis gnisten kommer, så er det dén, man skal hælde benzin på som forældre ift. at tænde gløden i maven på sine børn og give dem det bedste liv.”

Men man når ikke sine mål og drømme uden at arbejde for det, og Kasper Fangel fortæller, at det er vigtigt at være villig til at lægge den indsats, der skal til, hvis man har et mål. Samtidig er det afgørende, at man tør tale højt om sine ambitioner.

”Folk putter ofte med tingene, fordi de tror, at man ikke må være ambitiøs, men det må man gerne være, så længe ens ambitioner ikke er på bekostning af andre i teamet – rent faktisk skal ambitioner deles med de folk, som rådgiver om ens karriere – hvordan skal de ellers have en fair chance for at give god rådgivning. Man skal så også bare være klar til at arbejde for at opnå de ’milestones’, der ligger på vejen mod at opnå drømmen. Men den her åbenhed er vigtig ift. udviklingen”, fortæller Kasper Fangel og fortsætter:

”Det er selvfølgelig afgørende, at man også gør, hvad man kan for at levere. For i sidste ende kommer det tilbage til, at dem, der leverer – det er også dem, der performer. Og hvis du performer, og du er i en ordentlig organisation, så er det også der, du avancerer.”

Fremtidens CFO – en katalysator for forandring
Kasper Fangel blev i 2019 kåret til ’Rising Star’ inden for Finance, og det ligger i kortene, at han bliver en af morgendagens CFO’er. Men hvad kommer rollen som CFO til at indebære fremover? Kasper Fangel mener, at CFO’en fremover bliver en endnu vigtigere strategisk spiller for forretningen.

”Jeg tror, at CFO’ens rolle i endnu højere grad end tidligere bliver at tage del i den strategiske udvikling – og at blive en katalysator for forandring. Jeg tror, at det er vanvittigt vigtigt, at CFO’en forstår strategien lige så godt som CEO’en. For det første er det vigtigt, at storytellingen er den samme fra CEO’en og CFO’en. For det andet er det ekstremt vigtigt, at CFO’en kan sikre, at de ting, der bliver sat i gang, er værdiskabende ift. de ting, man vil på den lange bane”, fortæller Kasper Fangel og fortsætter:

”Hvis man går i gang med noget og har knappe ressourcer, så taber man kræfter og momentum. Det handler ofte om, at initiativerne ikke er ’spot on’ ift. det, man vil på den mellemlange og den lange bane. Det kommer der ikke til at være råd til fremadrettet, når der er knappe ressourcer. Derfor er det vanvittigt vigtigt, at Finans ikke bare er ansvarlige for balancen, men forstår den strategiske retning, så man internt kan sikre, at virksomhedens ’workstreams’ er nyttefulde på den lange bane, så man ikke spilder ressourcer.”

CFO’en skal kende sin plads
Derudover peger Kasper Fangel på, at digitalisering og business partnering fremover bliver endnu vigtigere ift. CFO’ens rolle.

”Det er enormt vigtigt, at CFO’en kender sin plads i direktionen og i teamet ift. at være en god busi­ness partner – og en ’business friendly’ person i stedet for en, der blot siger nej til alting. Man skal i lige så høj grad være en, der kan komme med løsninger og ikke kun afskærmer gode tiltag, fordi der er risici forbundet med dem.”

Han forklarer, at det ikke betyder, at man skal sige ja til alting, men at man skal kunne forklare hvorfor, hvis man siger nej – og man skal kunne komme med alternativer, så man bliver set som en ’busi­ness friendly’ person og ikke blot som en, man kommer til, når der er et compliance-issue. ■

 

Anders Olesen

Morgendagens CFO

Hos Basico arbejder vi med, hvordan Finance vil se ud i fremtiden – såvel visionen som de operationelle tiltag, der er nødvendige for at transformere Finance. Vi deler gerne vores erfaringer med dig og drøfter dine overvejelser.