Strømlinede opkøb fra start til slut

Guide: Kom succesfuldt gennem dit næste opkøb med M&A-tools

Guide: Kom succesfuldt gennem dit næste opkøb med M&A-tools

Af

Virksomhedsopkøb og -frasalg kan være en vigtig del af din virksomheds strategi for at skabe vækst og værdi – og M&A kan skabe store synergier og muligheder.

Men op mod 50 % af alle M&A-processer slår desværre fejl, og M&A-processer kræver en intens og dedikeret indsats, hvis du skal nå succesfuldt i mål. Der er mange workstreams, stakeholders og rådgivere involveret – og M&A-processer lægger beslag på ressour­cerne i dine supportfunktioner. Effektiv M&A-manage­ment er derfor en væsentlig ’value driver’ til at øge succesraten og minimere omkostningerne.


Flere rapporter viser, at virksomheder, der regelmæssigt gennemfører M&A-aktiviteter, har større succes med deres opkøb end virksomheder, som ikke regelmæssigt deltager i M&A-aktiviteter. Årsagen er måske simpel: Øvelse gør mester.

Hvis du ser nærmere på de mest – og mindst – succesfulde M&A-deals, ser nøglen til succes ud til at være centreret omkring din virksomheds evne til og disciplin i at ’source targets’ og gennemføre integrationen af en M&A-transaktion.

Stort set alle, der har været involveret i en M&A-proces som enten køber, sælger eller rådgiver, kan formentlig nikke genkendende til oplevelsen af, at processen godt kunne være mere effektiv.

Mange kokke fordærver maden. Selvom hver deltager i projektet spiller en rolle, og alle arbejder hårdt mod samme mål, er det meget svært at undgå, at der opstår siloarbejde og dobbeltarbejde – og at overblikket forsvinder, når mange workstreams og personer er involveret.

Med et M&A-platform-tool kan du skabe overblik over dine M&A-processer – fra identificering af ’targets’ til den efterfølgende integration af virksomhederne. Det gør M&A-processen mere effektiv og giver dig mulighed for at håndtere og evaluere flere sideløbende M&A-processer – og samtidig får du mulighed for at lære af erfaringerne fra tidligere M&A-processer.

I denne artikel gennemgår vi M&A-processens faser, de forskellige faldgruber og muligheder – og hvordan tools kan være en hjælp undervejs i processen.

En M&A-proces er inddelt i seks overordnede faser. Se figuren nedenfor.

 

Strategien som guide

I supportfunktioner som Finans og Legal vil M&A-processen ofte være fokuseret på due diligence og forhandlingsfasen, hvor sten i skoen og mulige synergier bliver analyseret.

M&A-processen starter dog på et langt tidligere tidspunkt: med udarbejdelsen af din virksomheds M&A-strategi.

Jo skarpere og mere konkret ledelsen i din virksomhed kan være på, hvilken M&A-strategi I skal udleve, jo bedre er oddsene for, at I ikke bruger unødige ressourcer på at forfølge M&A-muligheder, der ikke ligger inden for din virksomheds kernestrategi – og som derfor falder til jorden, når investeringsudvalget eller bestyrelsen skal beslutte, hvilke M&A-aktiviteter I skal gå videre med.


’Sourcing’ som disciplin

Et af de punkter, hvor succesfulde opkøbsvirksomheder adskiller sig fra mindre succesfulde opkøbsvirksomheder, er i deres identificering og evaluering af mulige ’targets’.

Din virksomhed bliver bedre rustet til at fokusere indsatsen på de mest værdiskabende M&A-muligheder ved at følge en klar strategi og være struktureret og konsistent ift. at identificere og rate mulige ’targets’ over tid.

Denne indsats kan være meget tidskrævende, og det kan være svært at skabe det nødvendige overblik over fordele og ulemper ved de enkelte ’targets’, både hver især og holdt op mod hinanden – ikke mindst over tid.

Med et ’pipeline management’-tool kan din virksomhed skabe overblik over en lang række ’targets’ og dokumentere jeres overvejelser og evalueringer.

Det kan gøre en go/no-go-beslutning langt mere kvalificeret og effektiv, fordi det sætter din virksomhed i stand til at sortere mindre attraktive ’deals’ fra på et tidligt tidspunkt og gør det muligt at fokusere ressourcerne rigtigt fra start.

Derudover giver et ’pipeline management’-tool jer bedre mulighed for at bygge videre på jeres erfaringer – og dermed udvikle best practices ift. M&A for netop din virksomhed eller branche.


Due diligence – den vigtigste del af M&A?

Herefter følger due diligence og forhandlingsfasen – det er her, du typisk lægger flest ressourcer i en traditionel M&A-proces. Det er også i disse faser, at advokatfirmaer og revisorer er mest på hjemmebane og har veludviklede tjeklister, arbejdsgange og paradigmer.

Da hver proces ofte involverer forskellige rådgiverteams – og fordi det varierer fra projekt til projekt, hvilke personer der sidder i disse rådgiverteams – kan der gå værdifuld viden og læring tabt, som ikke bliver taget med i betragtning ved det næste projekt.

Her kommer et M&A-platform-tool ind i billedet, da det kan skabe overblik over due diligence-fasen med veldefinerede ’playbooks’ og afrapportering, så der bliver konsistens i projekterne, og din virksomhed kan tage erfaringerne fra projekterne med videre – uanset, hvilke personer der er involveret.

Dette giver dig langt bedre mulighed for at sammenholde ét ’target’ med andre mulige – eller tidligere – ’targets’, så du kan bygge videre på succeserne og lære af erfaringerne fra fejlslagne transaktioner og herved undgå gentagelser.

 


"Selvom hver deltager i projektet spiller en rolle, og alle arbejder hårdt mod samme mål, er det meget svært at undgå, at der opstår siloarbejde og dobbeltarbejde."



Integration – begin with the end in mind

Når købsaftalen er forhandlet på plads, og underskrifterne er fejret, starter det egentlige arbejde med at få integreret din virksomhed med den opkøbte virksomhed eller aktivitet.

Det er her, værdien af en velovervejet og struktureret M&A-tilgang for alvor viser sit værd. Gennem integrationen skal du som køber sikre dig, at virksomheden og ejerne hurtigst muligt får værdi ud af opkøbet.

Men vi ser desværre alt for ofte, at den forventede værdiskabelse og synergieffekterne enten først bliver realiseret langt senere end antaget, er lavere end forventet – eller i værste fald helt udebliver.

Det kan skyldes, at ledelsen ikke har lagt en klar plan og strategi for integrationen, ikke har afsat tilstrækkelige ressourcer eller mister momentum, fordi de har fokus på nye projekter, der kræver deres opmærksomhed.

Ser vi på de virksomheder globalt, der har størst succes med at integrere nyopkøbte virksomheder, ligger en stor del af svaret i: disciplin, disciplin, disciplin.

Disse virksomheder har ofte lagt en klar plan for integrationen på et meget tidligt tidspunkt i M&A-processen ud fra devisen ’begin with the end in mind’. Det giver virksomheden en velbegrundet idé om, hvor der kan opstå udfordringer, og det gør, at virksomheden er forberedt på at håndtere konsekvenserne af de mulige scenarier.

Ved at have strukturerede og veldokumenterede processer for integrationen, der sikrer en dedikeret og konsistent indsats fra integrationsteamet, kan du skabe langt større værdi – og spare både tid og ressourcer.


Der er meget vundet ved ’one source of truth’

Uanset om din virksomhed regelmæssigt er involveret i M&A-aktiviteter eller blot ad hoc foretager opkøb, kan der være meget vundet ved at strømline processen gennem brug af digitale M&A-planlægningstools.

Der kan være mange fordele ved at centralisere alle ’work­streams’, projektplaner, dokumenter, kommunikation m.v. på én platform, så du skaber ’one source of truth’ både internt i din virksomhed og for jeres eksterne rådgivere i, hvad der ofte er et hektisk projekt.

Dette kan være med til at skabe overblik, reducere dobbeltarbejde, minimere risici og i sidste ende skabe værdi, fordi ’workstreams’ og issues bliver håndteret mere effektivt, al viden er samlet ét sted, og der dermed bedre læres af tidligere erfaringer, samt at ressourcerne fokuseres i de mest værdiskabende led i processen.


 

Trine Damsgaard Vissing

Kom godt i mål med dit næste opkøb

Hos Basico har vi stor erfaring med at strømline M&A-processer ved hjælp af digitale M&A-planlægningstools.

Vi støtter dig i hele processen og sørger for, at du kommer godt i mål. Du er velkommen til at kontakte Partner Trine Vissing for en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig i forbindelse med dit næste opkøb.

Tag din faglighed til next level

Få et fagligt indspark med substans direkte i indbakken. Tilmeld dig vores nyhedsmail, og modtag vores faglige magasin Content.

TIlmeld dig her