Beyond partnering – hvordan tager vi Finance til next level?

Beyond partnering – hvordan tager vi Finance til next level?

Af

Vores verden er i hastig forandring. Det er en floskel, men den er sand og mere aktuel end nogensinde. Netop forandringerne, og hvordan vi forholder os til dem, er definerende for en succesfuld CFO. Christian Baltzer stod fra oktober 2018 og indtil 5. september 2019 i spidsen for Finance i en af Nordens største banker – Danske Bank  – hvor han som CFO styrkede forretningen i en verden, der forandrer sig hurtigere, end du kan nå at swipe dig gennem betalingen af en kop kaffe på MobilePay. Interviewet med Christian Baltzer blev lavet, mens han stadig var ansat i Danske Bank.

 

Du skal stå tidligt op om morgenen, hvis du skal følge med Christian Baltzer. Kl. 5.20 for at være helt præcis.

Det er nemlig det optimale tidspunkt at komme ud af fjerene på, hvis du skal nå et fornuftigt antal søvncirkler, lave morgengymnastik og nå ind til Holmens Kanal fra Fredensborg uden at sidde fast i morgentrafikken.

Christian Baltzer har været optaget af optimering hele sit liv.

Han er 41, CFO i Danske Bank, begejstret windsurfer og, ja, morgenmand. Han møder hver morgen kl. 6.45 ind i Danske Banks ikoniske gamle bygninger på Holmens Kanal, hvor man kan mærke historiens vingesus, så snart man træder ind i de højloftede rum.


Optimering er key

”Når jeg møder kl. 6.45, er det af en ren og skær optimeringsgrund. Jeg bor i Fredensborg, og hvis jeg tager så tidligt afsted, så kan jeg komme herind på en halv time fremfor på en time, hvis jeg kører en halv eller en hel time senere. Så handler det bare om at have disciplin nok til at gå tidligere i seng.”

Netop trangen til at optimere løber som en rød tråd gennem Christian Baltzers karriere, og da vi spørger ham om, hvilke værktøjer han har grebet til gennem sin karriere, er optimering det første, han peger på:

”At optimere ud fra situationen, menneskerne og opgaven – og at finde ud af, hvordan jeg bedst kan bruge mig selv og mine kompetencer i den givne situation. Når jeg kigger tilbage på de forskellige roller, jeg har haft, så har det også været vigtigt at tage mig selv med – og at se på, hvordan jeg kan bruge det, jeg er bedst til, i den givne situation”, fortæller Christian Baltzer.


Nej tak til Danske Bank

Kombinationen af at bruge sit personlige potentiale og fastholde et konstant fokus på optimeringsmuligheder har vist sig at være ualmindelig stærk. Til trods for sin unge alder har Christian Baltzer nemlig allerede en flot karriere bag sig.

Han blev uddannet aktuar fra Københavns Universitet i 2004 og startede sin karriere i GE Insurance Solutions/Swiss Re, hvor han bl.a. har været udstationeret i San Francisco og Chicago. Sidenhen har Christian Baltzer været en del af Tryg i godt ti år, hvor han har haft en række forskellige roller i Finance – senest som Group CFO.

I 2018 tog Christian Baltzer hul på et nyt kapitel i sin karriere, da han i april takkede ja til stillingen som CFO i Danske Bank.

”Til at begynde med sagde jeg nej til headhunteren, for jeg følte ikke, at jeg var færdig med opgaven hos Tryg. Men jo mere jeg forstod den rejse, som Danske Bank var i gang med, jo mere kunne jeg se, at det også var noget af det, jeg kunne tilbyde banken – at skabe fremtidens bank, skabe merværdi og modernisere den finansielle styringsmodel for Danske Bank. De elementer ser jeg som mine klare styrker, og derfor var det svært at afslå muligheden”, fortæller Christian Baltzer og fortsætter:

”Jeg syntes, at det var superspændende at få mulighed for at blive en del af bankverdenen. Og så syntes jeg egentlig, at Thomas Borgen (tidligere CEO i Danske Bank, red.) havde nogle spændende idéer om, hvordan han gerne ville transformere banken.”

Én ting var dog den opgave, Christian Baltzer sagde ja til i april 2018, noget andet var den virkelighed, han stod i, da han trådte ind i Danske Bank medio oktober 2018.

”Der er jo sket rigtig meget, siden jeg sagde ja til jobbet i starten af april 2018. Jeg havde et halvt år til at forberede mig, mens jeg stadig arbejdede i Tryg og overdrog der”, fortæller
Christian Baltzer og fortsætter:

”Da jeg så begyndte i oktober, så var det jo fire uger efter, at den her rapport (Rapport om non-resident porteføljen i Danske Banks estiske filial af Bruun & Hjejle, red.) var blevet offentliggjort, to uger efter, at Thomas Borgen havde sagt op, og tre uger før, at jeg skulle offentliggøre min første Q3-rapport for Danske Bank. Jeg havde netop afleveret Q3-rapporten for Tryg den 10. oktober – og så skulle jeg aflevere Q3-rapport for Danske Bank den 1. november. Og det er jo enhver CFO’s drøm at få lov til at aflevere to kvartals­rapporter for samme kvartal”, siger Christian Baltzer og griner.

”Det har været en kæmpe opgave og omvæltning, men det har også været en superspændende og lærerig proces. Det er der ingen tvivl om. Ville jeg gøre det igen? Selvom jeg vidste alt det, jeg ved nu, så ville jeg stadig sige ja. For jeg har lært så meget om bankverdenen, om omverdenens forventninger og så selvfølgelig også om mig selv – og jeg har mødt mange dygtige mennesker med spændende tanker”.


First up: Data og prognosticering

Selvom den første tid hos Danske Bank har været usædvanlig, har opgaven som CFO trods alt været velkendt. Christian Baltzer har fra start haft fokus på at optimere i CFO Area i Danske Bank, og et af de første områder, han har taget fat i, har været datafundament og prognosticering.

”Man var allerede gået i gang med at lave rolling forecasts, men jeg tror, at et af de steder, hvor jeg bl.a. kan være med til at skabe værdi, er gennem dynamisk plan­lægning og større forudsigelighed. Jeg vil gerne derhen, at vi har et forecast, der er 100% datadrevet og 100% analytisk drevet. Dvs. at der ikke er folk, der sidder og producerer det.”

 ”Du kan komme langt ved at bruge forskellige værktøjer til egentlig at skabe eller danne en P&L. Det kunne eksempelvis være buzzword-værktøjer som 'AI', 'Big Data' og hele moletjavsen. Hvordan gør vi det på en måde, så vi ikke bruger rigtig meget tid på at lave tal, men bruger mere tid på at tolke på tal og forholde os til tal? Det er den rejse, vi er gået i gang med i CFO Area i Danske Bank. Ikke som sådan at bruge tallene, men at bruge dem til at lave det analytiske og prognosticerende arbejde mere automatiseret.”


Effektivisering er fundamentet for det strategiske arbejde

CFO-området i Danske Bank arbejder overordnet med fire strategiske områder: ’purpose’, styring, ’Data Foundation’ og ’people’ – og under det hele ligger en effektiviseringsagenda som fundament for resten af det strategiske arbejde.

”Vores effektiviseringsagenda er fundamentet for, at vi hele tiden skal finde smartere måder at gøre tingene på. Nogle gange rammer man jo en mur, hvor man ikke kan arbejde hårdere, men hvor man bliver nødt til at arbejde smartere,” fortæller Christian Baltzer.

I Christian Baltzers optik er det netop noget af det, data og forskellige værktøjer kan bruges til – til at ændre processerne, så der skabes en digital finansfunktion. At begynde at tænke processerne digitalt. Ikke bare digitalisere processerne, men rent faktisk tænke processerne som digitale i deres natur.

”Det starter med, at du skal have styr på dine data. Og du skal hele tiden forstå sammen­hænge og forstå, hvordan ændringer vil påvirke fremtiden. Og dertil skal du have de rigtige mennesker. Samlet set er det de elementer, der skal gøre, at vi får en af de stærkeste finansfunktioner i verden”, fortæller Christian Baltzer.


Kunsten at navigere i en konstant foranderlig verden

Der er ingen tvivl om, at det er afgørende at stå stærkt som finansfunktion, hvis du skal være rustet til at navigere i en konstant og hurtigt foranderlig verden. Netop forandringerne og hastigheden af dem er en af CFO’ens helt store udfordringer – og en af de ting, der kan forandre den måde, vi arbejder på i Finance.

”Konstante forandringer er en rammebetingelse. Og jeg tror, at det at have fokus på at lave årsplaner – og faste planer i det hele taget – det er nok noget, der for mange er under kraftig forandring. Så at kunne navigere i en verden, hvor tingene ændrer sig, og at kunne støtte sin CEO eller sine forretningsenheder til at optimere det sted, de er – og det er ikke det samme i januar som i juni. Det kan være to vidt forskellige verdener, du skal navigere i”, siger Christian Baltzer.

Det betyder også, at dine ressourcer og prioriteringer ændrer sig meget på blot få måneder. Derfor er det vigtigt at optimere løbende – og vigtigt løbende at evaluere udgangspunktet for optimeringen.

”At kunne navigere i det som CFO – og at vide, at du ikke altid har 100% styr på alle detaljerne, men at du altid skal vide, hvilken retning du er på vej i. Have det overordnede mål for øje. Det tror jeg bliver noget af det, der bliver vigtigt som CFO i den foranderlige verden, vi navigerer i, hvor tingene ændrer sig hele tiden med ’disruption’, ny regulering, nye teknologier, en valgkamp osv.”, fortæller Christian Baltzer.


Hvordan tager du CFO’ens arbejde beyond partnering?

De mange og konstante forandringer betyder også, at CFO-rollen har ændret sig og vil fortsætte med at ændre sig. Selvom CFO-rollen er i konstant udvikling, er der alligevel nogle centrale elementer, der sandsynligvis altid vil kendetegne CFO-rollen. 

Hvis man skal koge det helt ned, så er CFO’en en, der har styr på tallene, på forretningen og på opfølgning på strategien – og som kan binde det sammen til nogle beslutninger. Men CFO’ens rolle har været – og er fortsat – inde i en rivende udvikling, der kun er blevet accelereret af digitaliseringen. Og mange spørger sig selv, om der stadig findes CFO’er om ti år.

”Om ti år tror jeg, at man muligvis ville kunne kalde CFO’er for CVO’er – Chief Value Officers – for hvis det primære fokus er at få data og tal til at hænge sammen til forretning og værdiskabelse, er det så ikke det, man bliver ’guardian’ for? Altså for at optimere værdien i virksomheden, mere end det er, at resultatet stemmer? Jeg tror, at værdi og værdioptimering er mere og mere i fokus for CFO’en. Og at man bliver ’guardian’ for ’value creation’.”

Et øget fokus på værdiskabelse er ikke det eneste, der kommer til at kendetegne morgendagens CFO. Morgendagens CFO er først og fremmest en leder. En leder, der skal bringe sin organisation og sine medarbejdere trygt og sikkert gennem en række store forandringer.

”Hvis du får styr på din digitalisering og automatisering, så vi kan gå over og lave det her ’partnering’, som vi har talt om i mange år. Men det handler også om, hvordan du tager CFO’ens arbejde ’beyond partnering’, så du også tager menneskerne med – altså hele ’change management’-delen,” forklarer Christian Baltzer og fortsætter:

”Jeg tror, at morgendagens CFO har menneskelighed med sig, tænker i følgeskab og besidder en evne til at kommunikere i øjenhøjde. Og så selvfølgelig formår at skabe en historie rundt om tallene. At gøre tallene levende og gøre tallene til et narrativ, som folk kan forholde sig til. Så medarbejderne ikke bare har lyst til at følge dig som leder, men har lyst til at følge den retning, du sætter.”


Opgaven er at optimere der, hvor din virksomhed er

CFO-opgaven kan se meget forskellig ud, alt efter hvad det er for en virksomhed, du er CFO i. Derfor er det altafgørende, at du tager udgangspunkt i din organisation og det sted, den befinder sig, når du skal prioritere, hvor du sætter ind som CFO.

”Vi kan tale om digitalisering, ’AI’, ’beyond budgeting’, data, rapportering og alle de her ting – men ’at the end of the day’ så er det jo værktøjer, du kan bruge i din virksomhed alt efter, hvad der giver mest værdi. Hvis du er et sted, hvor der er behov for at forstå data bedre for at kunne træffe en beslutning, så er det data, du skal have fat i. Hvis det er rapportering, digitalisering og procesoptimering, der mangler, så er det der, du skal tage fat som CFO i en anden virksomhed,” forklarer Christian Baltzer.

Det handler om at finde ud af, hvor mulighedsrummet er. Om at finde ud af, hvor du er på vej hen, og hvad du kan gøre for at forandre tingene. Udgangspunktet og kulturen er unik for hver enkelt virksomhed. Derfor må tilgangen til forandringer i Finance også være det.

”Det at gå ind og forstå kulturer, processer, ’governance’ m.v., det tror jeg er noget af det, jeg ser flere og flere være optagede af, og som jeg også selv kan mærke fylder mere hos mig. Når jeg skriver en e-mail ud til medarbejderne, tænker jeg meget over, hvordan medarbejderne læser den og forstår den – og på hvordan kommunikationen hænger sammen med vores samlede historie.”


Det handler om det rigtige spændingsfelt

Da vi spørger, hvilke kompetencer Christian Baltzer mener, du skal have som CFO i en konstant foranderlig verden, kommer svaret prompte: ”Jeg tror virkelig, at man skal finde det rigtige spændingsfelt mellem det faglige, det ledelsesmæssige og det bløde. Du bliver nødt til at kunne få folk med dig. Du bliver nødt til at kunne forklare det tekniske i lægmandstermer. Du skal kunne fortælle en historie med tal. Jeg ved ikke, om det er ingredienserne i alle virksomheder, for jeg tror også, at der er mange forskellige typer af CFO’er – ligesom du kan have forskellige salgsdirektører, alt efter hvor du har behov for, at virksomheden bliver taget hen.”

”Jeg tror ikke, at man kan sige, at der findes en stereotyp CFO. Det tror jeg, at der var engang – da vi hed regnskabschefer, og man skulle kunne sin regnskabsregulering. Men i og med, at CFO-rollen er blevet meget mere strategisk og kræver meget mere forretningsforståelse og forståelse for, hvor vi skaber værdi – og at værdi kan blive skabt på forskellige måder alt efter, hvor din virksomhed er – så tror jeg også, at der findes mange forskellige typer af CFO’er.” 

 

Morgendagens CFO

Hos Basico arbejder vi med, hvordan Finance vil se ud i fremtiden – såvel visionen som de operationelle tiltag, der er nødvendige for at transformere Finance. Vi deler gerne vores erfaringer med dig og drøfter dine overvejelser.

Kontakt Henrik Dahlgaard, Partner, CFO Services på hdahlgaard@basico.dk eller 2510 2216.

Morgendagens CFO

Med Christian Baltzer

Hvad bliver der stillet af krav,
og hvilke muligheder har CFO'en og finansorganisationen?
Vi sætter fokus på morgendagens CFO!

Deltag i vores morgenmøde
onsdag den 27. november 2019

TIlmeld dig her